• De gennemsnitlige formuer stikker af i tre af landets kommuner. En ting »fylder meget«

    Source: BDK Finans / 28 Mar 2024 05:20:57   America/Chicago

    Der er stor forskel på de gennemsnitlige formuer i landets 98 kommuner. Specielt tre kommuner skiller sig kraftigt ud i toppen af listen. Her er de gennemsnitlige formuer omkring seks gange højere end i de kommuner, hvor de er lavest. Det viser en opgørelse fra pensionsselskabet Velliv. Der er tale om det, der kan kaldes danskernes samlede formue. Det vil sige opsparing til pension, friværdi i boligen, frie midler samt anden formue. Sidstnævnte kategori er ofte ejerandele i virksomheder. Det er nyt, at formuerne også kan gøres op med »anden formue« – og det påvirker tydeligvis billedet. De højeste gennemsnitlige formuer er i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm nord for København. I de tre kommuner er formuerne i gennemsnit på henholdsvis 7,15 millioner, 6,55 millioner og lige under seks millioner kroner. Det er i høj grad »anden formue«, der fylder noget i de tre kommuner. I Gentofte er »anden formue« i gennemsnit på 4,3 millioner kroner, mens den er på 3,83 millioner kroner i Rudersdal. »For de tre kommuner kan man se, at værdien af egen virksomhed fylder meget i det samlede formueregnskab. Der er mange selvstændige bosat i de kommuner, ligesom enkelte meget velhavende personer også trækker gennemsnittet godt op,« siger Jens Christian Nielsen. Han påpeger, at når man ser på friværdier, frie midler og pensionsopsparing er det også i de tre nordsjællandske kommuner, formuerne topper. Vestegnen halter efter Fra de tre kommuner øverst på listen er der et stykke ned til de næste kommuner. Det er Lyngby-Taarbæk, Furesø og Dragør, hvor de gennemsnitlige formuer er på henholdsvis 3,87 millioner kroner, 3,36 millioner og 3,31 millioner. De gennemsnitlige formuer i landets to største byer, København og Aarhus, ligger som henholdsvis nummer 74 og nummer 27. De tre kommuner med den laveste gennemsnitlige formue er på den københavnske vestegn med Ishøj, Brøndby og Albertslund på de nederste pladser. I de tre kommuner er formuerne i gennemsnit på lidt over en million kroner. Lolland og Høje-Taastrup Kommuner har fjerde og femte laveste formuer. »Det positive er, at formuerne også er steget her over de seneste tre år. Det gælder også, når vi måler det i købekraft. Vi kan også se, at pensionsopsparing udgør en forholdsvis stor andel af den samlede formue i de dele af Danmark – typisk omkring 45 procent Det er betydeligt over gennemsnittet på 35 procent,« siger Jens Christian Nielsen. Se danmarkskort og liste over formuerne i alle landets kommuner her: https://www.berlingske.dk/oekonomi/de-gennemsnitlige-formuer-stikker-af-i-tre-af-landets-kommuner-en-ting
Share on,